Parterapi

Utroskab

Eva Biehe

Halkevadvej 2
4200 Slagelse
Tlf. 2326 8878
eva@biehe.dk
www.biehe.dk

Det kan være en voldsom oplevelse at erfare, at ens partner er utro. Det kan føles som om hele ens verden, alle drømmene om et godt familieliv bryder sammen. Raseriet og sorgen over at være blevet svigtet er overvældende. At vide, at ens kæreste har kunnet dele noget intimt med et andet menneske, er lammende. Følelsen af at være blevet vraget er rystende.

Når utroskab afsløres vælger mange i vrede og afmagt at afslutte forholdet straks. Måske havde forholdet også afviklet sig selv, uden at I havde indset det.

Utroskab kan imidlertid også være den rystelse der skal til, for at I indser, hvad I er ved at miste, et wake-up call, som på en hård måde viser, at I var ved at glide fra hinanden, at I følelsesmæssigt var kommet ind i en grå hverdagsrutine med flere skænderier og mere fjendtlighed end varme og nærhed, et wake-up call, som viser, hvor stor betydning kærlighed har i vores liv.

Livet med kæreste, børn og familie viser sig pludselig i al sin betydningsfuldhed. Det kan være at afsløringen af utroskab netop er det, der har skullet til, for at I får taget fat på problemerne. Ønsker I begge at gøre en indsats for at genfinde nærheden og kærligheden, er det måske nu I vælger parterapi. Jeg kan hjælpe med værktøjerne til rekonstruktion af parforholdet.

Når I kommer til mig vil jeg ofte vælge at fokusere på tre områder:

1. Krisehjælp

hvis I kommer umiddelbart efter, at utroskaben er afsløret. Her vil jeg Jer hjælpe Jer med at sætte ord på kaotiske tanker og følelser. I denne fase gælder det om at skabe lidt ro, ikke gøre problemerne større. I har vidt forskellige behov.
Den sårede part oplever tab af selvværd, tankerne kredser om spørgsmål som hvorfor, hvordan, hvor ofte, og indre billeder af partneren i intime situationer med en anden presser sig på. For den utro kan det være en voldsom oplevelse at få udfordret sin selvopfattelse. Fra at have opfattet sig selv som ansvarlig familiefar/mor, én kæresten kan stole, må den utro med et slag se sig afsløret som bedrager, én man ikke kan stole på.

2. Afklaring - beslutning

Herefter kommer en fase, hvor det skal afklares, om I vil fortsætte forholdet – begge to! Vil I arbejde på at få Jeres forhold til at fungere igen eller er det nu I afvikler det helt? I den første følelsesmæssigt turbulente periode kan det være fristende at sige, at man ikke vil mere. Det kan være at forholdet reelt var slut for i det mindste den ene part. At sige stop kan også være at springe over, hvor gærdet er lavest: Forude venter en lang, besværlig proces, hvis parforholdet skal have nyt liv. Det er vigtigt, at I begge nøje overvejer, om I kan sige helhjertet ja til at gå ind i en genopbygningsproces. Jeg vil hjælpe Jer med overvejelserne og med at tale om alt dette på en god måde.

3. Genopbygning af parforholdet.

Hvis I vælger at give forholdet en chance, vil mit primære sigte også her være at give Jer redskaber til at kunne tale om det skete og om det fremtidige liv på en god og ansvarlig måde. Den svigtede part skal kunne genvinde tillid. Den utro må vise sig tilliden værdig. Jalousi og skinsyge kommer måske til at fylde meget i starten, og det er vigtigt at der kan tales åbent om det og at den utro viser stor forståelse for behovet herfor. Det skal kunne foregå åbent og uden anklager.
Samtidigt er det vigtigt at lære, hvordan I fremover kan håndtere uoverensstemmelser på en konstruktiv måde. De gamle uoverensstemmelser, som medvirkede til at skabe afstand, ligger der jo stadig, også selvom de måske lige nu synes uvæsentlige sammenlignet med det utroskabsproblem, I står med.
Jeg vil også hjælpe Jer med at forstå de mønstre og sår, I har med fra tidligere i livet og som altid kommer i spil i et parforhold. At blive opmærksom på sine mønstre og på hvordan følelsesmæssige reaktioner kan afhænge af endog meget tidlige erfaringer kan være afgørende for, om det lykkes for Jer at ændre afvikling til udvikling i parforholdet.

København: Parterapi Utroskab
Eva Biehe
Halkevadvej 2, Slagelse
2326 8878 - Kontakt

SLAGELSE

  • Parterapi Utroskab Individuel terapi Udtalelser Info Kurser
Parterapi København