Parterapi
Hvor bliver kærligheden af?
Næsten alle parforhold ender i smertefulde magtkampe. I mange tilfælde bliver parterne fjender i kamp for overlevelse. Kampens udfald bliver mindst to sårede.
Lykken er ikke gjort med at finde ’den eneste ene.’ Det er nødvendigt at gøre en bevidst indsats for at skabe et godt, varmt, kærligt og holdbart parforhold. Viljen er der, men forståelsen for, hvad der skal til mangler. Det er meget svært at gennemskue, fordi man - også følelsesmæssigt - selv er en del af problematikken. Der skal to til – også til det besværlige.
Forelskelse – og hvad så?
Når den første forelskelse er forsvundet starter problemerne. Hverdagen indfinder sig og pligterne skal fordeles. Ofte indgår parterne i fastlåste roller: den dominerende/den underkuede, far/ datter eller mor/søn for bare at nævne nogle få af mange muligheder. Mekanismerne i dette er ubevidste. Man kan opleve jalousi, mindreværd, man kan føle sig såret, forladt, overset, eller man oplever direkte krænkelser. Man begynder at kritisere, dømme, straffe og gøre forsøg på at lave partneren om for at få det, som man vil have det. Virker det ikke (og det gør det ikke), bliver man vred, ked af det, spiller sur og lukker af for kontakten. Man trækker sig væk fra partneren, sårer, lytter ikke, afbryder. Eller opmærksomheden rettes fra partneren mod børn, arbejde, interesser, flirt og utroskab. Afstanden mellem parterne øges og man tillægger hinanden ansvaret. Det er den andens skyld!
Kærlighedsforholdet er et konfliktfelt.
Intet parforhold fortsætter uendeligt i forelskelsens lethed og ekstase. Hvis du går og drømmer om at fastholde denne rosenrøde tid bliver du skuffet. Det romantiske parforhold uden konflikter er en illusion. Magtkampene viser, at der er energi i parforholdet. Frustrationerne og smerten peger netop på de områder, hvor der er behov for udvikling. Det er ikke kun den enes skyld eller ansvar. Begge parter har brug for at lære noget. Ikke kun for at redde parforholdet, men for at få et rigere liv.
Her er det ikke nok med at ændre vaner. At huske godnatkysset, stille skoene på plads i entreen eller invitere kæresten på kroophold er ikke nok. At vise partneren interesse gennem opmærksomhed, parathed til at lytte til, hvad der er sket i dagens løb, at indse at ikke kun partneren er ansvarlig for uoverensstemmelser er en del af betingelserne for et godt forhold. Men heller ikke det er nok.
Jeg hører ofte klienter fortælle, at de ikke bliver respekteret af deres partner. De samme klienter kan jeg så opleve udvise en helt grundlæggende mangel på respekt for den partner, der er udpeget som respektløs. Hvorfor nu det, når man netop ønsker det med gensidig respekt?
Det er svært. Meget svært. At respektere et andet menneskes oplevelse, holdning og måde at se verden på kan være meget svært, hvis det betyder, at man selv skal opgive ønsket om at få ret i, at ens oplevelse, holdning eller måde at se verden på er den rigtige. At kunne se og respektere, at der er to forskellige måder at se og opleve verden på, kræver noget helt særligt. Men det er muligt at lære, hvordan gensidig respekt kan udfoldes og netop danne grundlaget for et velfungerende, varmt og trygt forhold.
Enighed
En af de væsentligste faldgruber handler om enighed. De fleste af os har en forestilling om, at vi skal være enige i et parforhold. Jovist! Enighed er væsentlig i mange situationer: skal vi til Kreta eller Maldiverne på ferie i år? Hvor skal vi bo? Skal vi have flere børn? Men der er masser af situationer, hvor enighed ikke er mulig og ikke skal tilstræbes. Lad mig give et eksempel. For dig er det måske meget vigtigt, at der altid er ryddeligt og rent i huset. Det er måske mindre væsentligt for din kæreste. Vær allerede her opmærksom på, hvem der sætter standarten. Der er måske to divergerende opfattelser af hvad ’rent’ vil sige og hvad der menes med ’ryddeligt’. Hvem af Jer skal nu have ret? Hvem sætter standarten? Det kan give anledning til irritation, skænderier, tavshed. Den ’stærkeste’ sætter standarten og bliver ’vinder’. Men så er der jo en ’taber’. Så er den anden jo ’forkert’. Hvordan mon det er at skulle indordne sig? At skulle leve med, at kæresten er mere ’rigtig’ end mig? Kan du se, at det betyder en skævhed? Er det ligeværdigt? Er det respektfuldt? Tror du det befordrer kærligheden?
Desværre har vi en tilbøjelighed til at tillægge andre ansvaret for det ubehag, vi oplever: Hvis jeg bliver ked af det er det din skyld, hvis jeg er frustreret over, at der ikke er gjort rent eller ryddet op, er det din skyld. At være villig til at høre, hvordan det er partneren oplever en situation og virkelig sætte sig ind i, hvordan det er for partneren – samtidig med at man ved, at det er anderledes for en selv, er i sandhed det, der kaldes respekt. Hvis det kan foregå begge veje – altså at partneren på samme måde kan lytte og rumme forskelligheden– ja så er der tale om gensidig respekt. Det er ikke det samme som enighed. Digteren Klaus Høghs beskriver det i et af sine digte således: ”kærlighed er måske det at to mennesker helt kan være sig selv på samme tid”.
Grib ind i tide.
For at udvikle en forelskelse til et varmt, kærligt, lidenskabeligt og måske livslangt kærlighedsforhold, er det efter min mening meget vigtigt at blive bevidst om, hvad kampen reelt handler. Der skal helt andre redskaber til end de gængse ”det er også din skyld”. Vores erfaring med parterapi er, at parternes forskellighed – og den er der altid selvom nogle mennesker tror ensartethed/lighed er mulig – kommer i spil og at det derfor ikke er muligt at have et forhold eller en kærlighedsrelation uden konflikter. Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, men konflikten rummer netop muligheden for udvikling.
Denne udviklingsmulighed er netop mulighed. Parterapi kan være det, der skal til. Det er parterne, der skal gøre arbejdet, men terapeuten kan være katalysator for processen ved at lytte og forstå, hvad der er på færde og kunne tilbyde de redskaber, der skal til for at komme ud af det gamle mønster og give plads til noget nyt.
-----------------------------------------------------
