Eva Biehe

Lær dit barn at svømme

Eva Biehe

Halkevadvej 2
4200 Slagelse
Tlf. 2326 8878
eva@biehe.dk
www.biehe.dk

Hvordan gør jeg, når jeg gerne vil i bassin med mit barn?
1. Udstyr barnet med svømmevinger – intet andet.
2. Lad barnet stå lodret i vandet. Hold det i starten tæt ind til dig.
3. Vær nede i vandet -helt nede!- og hav i begyndelsen øjenkontakt med dit barn.
4. Støt ved at have let fat i vingerne, så dit barn ikke tipper frem/bagud. Det lærer hurtigt at holde balancen selv.
5. Opfordr til at ”cykle” - læg ting så barnet vil cykle fremad med din lette hjælp.
6. Udstyr med svømmebriller! Hurtigt lærer dit barn, at skal det fremad, skal det lægge sig mere fremad i vandet. Briller hindrer ubehag ved sprøjt og man ser meget bedre under vand med briller på. At kunne se mindsker angst!
7. Læg ting på bunden af bassinet og få dit barn til at holde sig for næsen og kigge ned under vand. Snart behøver det ikke holde sig for næsen. Vis det, at det er ok at ’snyde næsen’ – med et kraftigt stød af luft gennem næsen fjernes vandet. Du skal selvfølgelig selv kunne gøre det! Sådan er det at være svømmer!
8. Dit barn har for længst sluppet behovet for at du støtter. Opfodr det til at strække ’cyklebenene’ mere og mere bagud, til at strække armene frem foran hovedet(hovedet er nu nede i længere perioder ad gangen – ørerne mellem armene) så det ligner en pil i vandet. Nu kan det svømme stærkt fremad med benbevægelsen alene. Det er allerede nu crawlbentag – udviklet fra kravle/cykle/løbebevægelsen, altså en forfining af et medfødt bevægelsesmønster. Glem alt om brystsvømningsbevægelsen. Overlad det til trænede instruktører, når barnet bliver gammelt nok! – hvis det absolut skal lære brystsvømning.
9. Næste trin, hvis du vil fortsætte med at lege instruktør, er at få barnet til at kravle med armene også – hundesvømning. Efterhånden laves armbevægelsen større som ’møllevinger’ – forlæns rundsving. Ideen er at efterligne hjulet på en gammeldags hjuldamper. Hvis ’skovlbladet’ – hånden - vendes rigtigt bliver der fart på i vandet, når armen-hånden trækkes bagud og der er ingen modstand/bremseeffekt, når armen svinges frem over vand. Overlad herfra den mere detaljerede instruktion til en dygtig underviser. Husk! Det er ikke øvelse, der gør mester! Øvelse giver vaner – også dårlige og ineffektive! Rigtig øvelse gør mester.

Giv barnet tid. Gå ikke for hastigt frem. OL venter ikke lige om hjørnet! I starten handler det først og fremmest om at det skal være en hyggestund med god kontakt mellem barn og voksen. Især hvis dit barn er bange for vandet, vil jeg foreslå dig at gå meget langsomt frem. Selvom der for dig ikke er nogen grund til angsten, må du lytte til og forstå dit barn: noget i forbindelse med vandet fremkalder angst. Angsten kan opleves som modvilje, ondt i maven, aggression eller barnet direkte giver udtryk for, at det er bange. Hvis barnet er tre år eller mere vil jeg foreslå, at du lover, at du bliver hos det, at du under ingen omstændigheder slipper, at du aldrig forsøger at lægge det på ryggen (er langt mere angstprovokerende end at stå lodret/gå/’cykle’) og at du selv er nede i vandet, så du har øjenkontakt. Men at du gennemfører dit projekt og ikke for lang tid ad gangen. Altså: ikke noget med at dyppe barnet ned mens du selv har hele overkroppen over vandet. Du er nede – helt nede! – og støtter barnet nede i vandet. Vis barnet, at du er der! Rent fysisk! Gå rundt med det. Hav legetøj med, som kan flyde: bordtennisbolde, andre småbolde, ting der kan fyldes med vand og som kan bruges til at hælde vand fra en ting til en anden osv. Når barnet slapper lidt af vender du det, så det har ryggen tæt ind mod din krop. Så leger I videre. Stop mens legen er god! 10 min kan være nok. Alene turen i omklædningsrummet kan være overvældende for at barn, som er bange for det nye. Måske skal besøgene i svømmehallen fortsætte på denne måde i længere tid. Giv tid! Og følg så opskriften ovenfor.

Jeg anbefaler dig at læse, hvad jeg har skrevet under babysvøm om forskellen på barnets og den voksnes behov.

København: Parterapi Utroskab
Eva Biehe
Halkevadvej 2, Slagelse
2326 8878 - Kontakt
Babysvømning
Læs mere her ....

Børnesvømning
Læs mere her ....

SLAGELSE

  • Parterapi Utroskab Individuel terapi Haveterapi Ritualer Kurser + Depressiv - eller bare nedtrykt? + Meditation og selvudvikling + Svømning og vandskræk Udtalelser Info
Parterapi København