Eva Biehe
Senere traumer
Traumer opstået efter den tidligste barndom.
Ethvert traume eller chok påvirker muskler og nervesystem og sætter sig spor i form af vagtsomhed eller parathed.
Piskesmældsskader opstået i forbindelse med trafikuheld, faldulykker, fejlslagne spark eller kast medfører skader på væv. Området omkring det skadede sted "husker" oplevelsen og fastlåses i en tilstand af kronisk sammentrækning, en 'væren på ' i tilfælde af, at det skal ske igen eller for at beskytte det sårede område. Spændinger opstået på denne måde forplanter sig med tiden længere og længere væk fra traumestedet så sekundære problemer opfattes som om de ikke har nogen tilknytning til det oprindelige traumested. De vil også føre til at personen reagere hurtigt, hvis en lignende situation kunne se ud til at nærme sig. Der vil altså være en form for 'parathed' eller 'vagtsomhed' fordi noget tidligere gik galt.
Operative indgreb er altid en voldsom overskridelse af kroppens grænser. På trods af man selv har ønsket en operation, har set frem til
at blive f.eks. smertefri, vil kroppen reagere med chok på at blive åbnet. Kroppens bevidsthed opfatter kun, at den er dødeligt såret. Denne traumatisering sidder tilbage i det fysiske - og vil også få indflydelse på det psykiske. Ethvert indgreb også under bedøvelse efterlader kroppen med et intenst forsvar i krops- og nervevæv.
Måske kender du fornemmelsen af stor følsomhed omkring et gammelt operations-ar? Følelsen af at andre ikke må røre ved stedet? Måske har du selv svært ved at røre ved arret efter fjernelse af et bryst? Det er forbundet med stor smerte at miste en del af sin krop.
Psykiske traumer vil påvirke hele kroppen. Overskridelse af grænser, voldsom sorg eller chok, intens følelse af afmagt/magtesløshed
forplantes til hele kroppen og vil på samme måde fastfryses i muskulatur og bindevæv. På denne måde vil kroppen være låst i et mønster af
"parathed/væren på vagt/opgivenhed". Det medfører at grænsen for hvornår man oplever en situation som truende optræder, hvor der måske ikke er nogen grund til det. På denne måde kan man udvikle sig til en "slå-først-Frede"-type eller man udvikler et mønster hvor man opgiver uden "kamp". I min klinik støder jeg ofte på mennesker, som har en meget lav tærskel for aggressiv adfærd. De forsøger at finde forklaringer i omgivelserne (de andre er dumme) og har slet ikke opdaget, at de selv går rundt som en tikkende bombe; deres nervesystem er konstant på højeste stress-beredskab.
Kroppen afslører
Man kan på en måde sige, at kroppen og nervesystemet afspejler vores historie, personlighed eller fortæller, hvem vi er. Den fastfrosne livshistorie deformerer kroppen og får os til at reagere automatisk og vanebetonet på andre mennesker og situationer. "Jeg forstår ikke hvad der skete. Jeg gik helt i sort". Vi fastholdes i en fysisk kejtethed og en gentagelse af et psykisk mønster, hvor vi reagerer med f.eks. vrede, tristhed, oplevelse af forladthed, skyldfølelse eller lavt selvværd.
Træthed
Alle tilstande af spændinger er energiforbrugende. En spændt muskel er en muskel i parat-stilling. Som en spændt bue. En spændt muskel er ikke spændt en gang for alle. Det vil til stadighed kræve energi at holde spændingen, holde forsvarsmønsteret. Er man stærkt præget af traumatiske hændelser vil en meget stor del af ens energi være bundet i at vedligeholde spænding i muskler. Det er udmattende at bære på meget. Kroppen glemmer aldrig.
Traume-terapi skaber ny balance i muskel og nervesystem.
Det er muligt at ændre disse "fastlåste" problemstillinger. Det kræver tid og varsomhed at få nerve- og muskelvæv til at 'tro' på, at en
forsvarsposition kan opgives så kroppen får mulighed for at vende tilbage til en funktionel og afslappet holdning. Jeg anvender SE-metoden og
kombinerer ofte med rolfing®
SE-metoden er udviklet af P.Levine (Væk tigeren) bl.a. ud fra iagttagelse af dyrs instinktive måde at frigøre sig fra den overvældende energi, der ophobes i kroppen i livstruende situationer. Vi mennesker besidder det samme instinktive beredskab som dyrene, og den viden anvendes til nænsomt at guide en sanseproces, som understøtter muskler og nervesystem til at frigøre sig fra den ophobede chokenergi.
