Eva Biehe
Tidlige traumer
Helt fra fostertilstanden påvirkes barnet psykisk og dermed også fysisk. Et ufødt barn kan
f.eks. påvirkes af moderens uvilje mod overhovedet at være gravid. Uro i familien, indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre kemiske stoffer, som skader eller påvirker barnet kan give barnet - og dermed senere den voksne - en følelse af ikke at have ret til at
eksistere eller at jorden ikke byder velkommen. En sådan følelse kan ligge som en grundtone gennem hele livet.
På lignende måde påvirkes - eller skades - barnet af det eller de mønstre, der ligger i en
familie. Det er f.eks. indenfor de første to leveår det kan skades, hvis det oplever ikke at få
opfyldt sine behov eller at være elsket for sin egen skyld. Mange voksne kan nikke
genkendende til følelsen af at skulle "yde for at kunne nyde". Mange har med andre ord en
fastgroet oplevelse af at skulle præstere for at blive holdt af. De færreste erkender det.
Måske genkender du problemet med altid at være den, der stiller op for at hjælpe andre og
ganske svagt være vidende om, at du har en forventning om, at du så vil blive holdt
af. Eller du ser hos andre hvordan de igen og igen tror på at de kan gøre en forskel, " hvis
jeg bare viser at jeg elsker ham…"
Hvis barnets grænser ikke respekteres skades det også. En varm og kærlig moder
skærmer sit nyfødte barn og holder det tæt ind til sig. Men hvis barnet ikke får lov til at
skabe afstand efterhånden som det bliver ældre, udvikler den kærlige omfavnelse sig til en
grænseoverskridende omklamring, der kan gøre det vanskeligt for barnet at sanse, hvor dets egne grænser går. Som stort barn eller som voksen vil evnen til at sætte grænser måske være mangelfuld.
Hvis du vil læse mere om emnet vil jeg anbefale Lars Sørensen: Særpræg - særhed - sygdom.
Ethvert traume påvirker krop og psyke og sætter sig spor i form af
spænding/mangel på spænding i muskulatur.
Påvirkninger eller egentlige skader opstået på et meget tidligt tidspunkt kan medføre en
følelse af opgivenhed eller frygtsomhed. Vi opgiver at række ud, hvis ingen tager os op eller hører os. Vi opgiver, hvis overmagten er for stor, hvis vi ikke bliver set, hørt og respekteret. "Opgivelse" fastfryses i kroppen som underspændt muskulatur. Væren på vagt/væren frygtsom som overspændt.
Over- og underspændt muskulatur ændrer kroppens naturlige holdning.
Underspændthed: opgivelse
Overspændthed: kampberedthed
